Glentehøj

V. KRAGENÆS, LOLLAND

Kom med ind i den store velbevarede jættestue og hør en musikalsk fortælling fra de ældste tider.
I den omkring 5.200 år gamle stenbygning bringer jeg vores forfædre til live i nye sange og foredrag. Mød neandertalerne, rensdyrjægerne, fiskerdrengene, urokserne, åndemanerne, pigen fra Ertebølle, pottekonen, flinthuggerne, jættestuebyggerne, m.fl.
Sangene tager afsæt i de arkæologiske fund, forskernes fortolkninger og min indlevelse i stenaldermenneskenes liv og hverdag.


Glentehøj. Foto: Hanne Methling

Der er to koncerter at vælge imellem og de varer begge ca. 1:20.
Kl. 13:00 – JÆGERSTENALDER
Hør om neandertalernes møde med Homo sapiens. Følg rensdyrjægerne på tundraen efter istiden. Landet springer langsomt i skov og her møder vi Maglemose-jægerne på deres sommerboplads og på uroksejagt. Hør om Kongemose- og Ertebøllefolkets liv ved kysterne og fjordene. Frem til jægernes møde med bønderne sydpå.
Kl. 15:00 – BONDESTENALDER
Den tidlige bondekultur har præget landskabet med storstilet byggeri af langhøje, dysser og jættestuer. Hør hvordan, vi tror, de byggede dem. Mød åndemanersken, og pottekonen der fremstiller et offerkar. Følg med flinthuggerne ned i flintminen. Og med klanen, der må flytte efter ny jord at dyrke. Hør om de gådefulde stendyngegrave og om yamnaia-folkets indvandring.

Før hver koncert vil jeg, ude foran jættestuen, fortælle lidt om Glentehøjs historie.
Og så går vi ind i kammeret til koncert.


Kammerherre Reventlows sneglesti på Glentehøj. Foto: Hanne Methling.
Læs om Glentehøj i 1001 fortællinger om Danmark

Arrangementet henvender sig til voksne, unge og store børn.

Kammeret er 9 m langt, 3-1,5 m bredt og 1,4-1,7 m højt, og det har en dæksten på omkring 25 tons; en af de største man kender til. Indgangen er 4 m lang, 0,70 m bred og 1 m høj og udvider sig indad.

Under koncerten er der underlag at sidde på og lys fra lygter i jættestuen, men du opfordres til at gøre dig det mageligt og tage en klapstol med, lunt tøj og evt. en lommelygte til at gå ind med.

Entré pr. koncert: Voksne 60 kr. Børn under 16 år: 30 kr.
Forsalg
 på tlf.: 30826013, evt. sms. Eller mail: hannemethling@hotmail.com.
Først til mølle ved betaling. Der kan være 20 tilhørere i jættestuen ad gangen.
Mere information på tlf.: 30826013

Efter koncerten kan man f.eks. besøge Dodekalitten nærved.

Find vej: Glentehøjvej, 4943 Torrig, Lolland. Google Maps:  54.906495, 11.352241.
Parkering: I Kragenæs.
Bus 719 og 725 til Kragenæs Havn.
Sti til Glentehøj: Gå 1,5 km ad stien mod syd fra campingplads, forbi Dodekalitten, til skilt viser mod Glentehøj. Der er flere gravhøje i området.
Obs! Ved færdsel i terrænet: Vis hensyn overfor nutidsbondens afgrøder!

Glentehøj m sti red hist valgt

Glentehøjs kammer med lysåbning. Foto: Torben Dehn

Udsigt fra Glentehøj med Kragenæs ved kysten, foto Lars Bjarke Christensen

Udsigt fra toppen af Glentehøj med Kragenæs ved kysten. Foto: Lars Bjarke Christensen

Fotos: fra 1001 fortællinger om Danmark hvor du kan læse mere om Glentehøj.

Grundplan over Glentehøj år 1925, Gustav Rosenberg, Arkiv Nationalmuseet Gustav Rosenbergs grundplan over Glentehøj år 1925. Arkiv Nationalmuseet.