Julianehøj

V. JÆGERSPRIS SLOT, HORNSHERRED

Obs! Julianehøj er tilgængelig for dårligt gående og har plads til én kørestolsbruger pr. koncert. Der er en stenbænk i jættestuen med underlag at sidde på.

Kom med ind i den særprægede og ombyggede jættestue og hør en musikalsk fortælling fra de ældste tider.
I den omkring 5.200 år gamle stenbygning bringer jeg vores forfædre til live i nye sange og foredrag. Mød neandertalerne, rensdyrjægerne, fiskerdrengene, urokserne, åndemanerne, pigen fra Ertebølle, pottekonen, flinthuggerne, jættestuebyggerne, m.fl.
Sangene tager afsæt i de arkæologiske fund, forskernes fortolkninger og min indlevelse i stenaldermenneskenes liv og hverdag.


Julianehøj. Foto: Hanne Methling

Der er to koncerter at vælge imellem og de varer begge ca. 1:20.
Kl. 13:00 – JÆGERSTENALDER
Hør om neandertalernes møde med Homo sapiens. Følg rensdyrjægerne på tundraen efter istiden. Landet springer langsomt i skov og her møder vi Maglemose-jægerne på deres sommerboplads og på uroksejagt. Hør om Kongemose- og Ertebøllefolkets liv ved kysterne og fjordene. Frem til jægernes møde med bønderne sydpå.
Kl. 15:00 – BONDESTENALDER
Den tidlige bondekultur har præget landskabet med storstilet byggeri af langhøje, dysser og jættestuer. Hør hvordan, vi tror, de byggede dem. Mød åndemanersken, og pottekonen der fremstiller et offerkar. Følg med flinthuggerne ned i flintminen. Og med klanen, der må flytte efter ny jord at dyrke. Hør om de gådefulde stendyngegrave og om yamnaia-folkets indvandring.

Før hver koncert vil jeg, ude foran jættestuen, fortælle lidt om Julianehøjs helt specielle og kongelige historie.
Og så går vi ind i kammeret til koncert.

Arrangementet henvender sig til voksne, unge og store børn.

Indgangen er helt kort, 0,88 m bred og 1,50 m høj, idét der ikke er tale om en almindelig jættestueindgang, men en åbning i den ene gavl. Kammeret er 6,5 m langt og med fuld ståhøjde. Der er en stenbænk, og under koncerten er der underlag at sidde på og lys fra lygter i kammeret.

Læs om Julianehøj i 1001 fortællinger om Danmark  Foto: Lars Bjarke Christensen.

Entré pr. koncert: Voksne 60 kr. Børn under 16 år: 30 kr.
Forsalg
 på tlf.: 30826013, evt. sms. Eller mail: hannemethling@hotmail.com.
Først til mølle ved betaling. Der kan være 15 tilhørere i jættestuen ad gangen.
Mere information på tlf.: 30826013

Find vej: Kulhusvej, 3630 Jægerspris, Hornsherred. 8 km fra Frederikssund og 750 m nordvest for Jægerspris Slot. Se på Google Maps: 55.860885, 11.967764.
Parkeringsplads: Få pladser ved Julianehøj til dårligt gående. Andre kan parkere ved slottet. Offentlig transport: Bus 316 fra Frederikssund Station og Kulhuse Havn. Gå fra Jægerspris Slot eller bed om at blive sat af ved Julianehøj. Kulhuse-færgen sejler efter behov, tlf.: 2020 9515.

Julianehøjs kammer med stenbænk. Foto: Hanne Methling

 Julianehøj som jættestuen så ud efter Arveprins Frederiks ombygning i 1776.            Arkiv: Kulturstyrelsen

Julianehøj, foto RFC, 1001 fortællinger om DanmarkJulianehøj. Foto: RFC.