Katteguld

Især i de tidlige morgentimer
kan man høre grundfjeldet tale,
selv det hårdeste massiv bevæges
af tilfældets trylleri.
 
I feldspattens grå,
der kun ses når den er rød,
tindrer jordens sorte stjerner
som pupiller af glimmerkorn,
glimter hverdagens diamanter
i en tyk hvid stribe kvarts.
 
Og midt i øjnenes bløde dyr,
og i en sten man samler op,
i den tågeindhyllede jord,
i forsteningernes riger,
i det usigelige bag et ord
de levende der siger
stilheden godmorgen.
 
  
Solen styrter ind
over din forsvarsløse krop
der står i lys lue
et øjeblik i græsset.
 
Nu er jeg næsten vågen,
og vi er hverken tilstede
eller særlig langt herfra
som kredsende planeter
om spisebordets punkt.
 
Ja, ja, ja    vi svæver
som vi plejer
i vores verden,
og vi bevæger os på samme måde,
som jeg kan se på gamle billeder.
 
Du hører vist ikke rigtig efter
hvad jeg siger nu,
og om lidt bliver jeg træt
af automatrefleksen.
 
 
Ved den mindste løgn
i det mindste ord
slår uroen pludselig ind,
og spørgsmålenes bygningsforsøg
er fra nu af dømt til nedrivning.
 
Den enes ja
er den andens nej,
er talens tinnitustone,
er ordenes døve dødsforagt
i diskussionernes kviksand.
Om nogle millioner år
kan vi findes som fossiler
i det beskidte lag.
 
 
Dagen ender med en tyvstart på natten,
fra bakketoppen kan man se
mørket komme rullende
over den inddæmmede fjord.
 
“Miaw – hvad gør du i mit musekrat?”
spørger den sorte kat
med de gule øjne.
“Jeg kigger bare på landsbyerne,
de glimter som solsystemer
på en jordisk aftenhimmel”.
“Miaw – kan det spises?
Er der nogen mus?”
“Der var vist en lige før,
jeg ser så dårligt i mørke.
Men jeg har set katteguld
i en sten jeg fik forærende
på en strandtur i sommers.
“Miaw – kan det spises?”
spørger katten for anden gang.
“Jeg fik den af ham jeg elsker.”
“Miaw – kan det spises?”
spørger katten for tredie gang.
“Af mennesker, ja.”
svarer mennesket.
 
 
Hanne Methling