Sangtekster Jættestuekoncerter


FLINT

Syngende sten, klingende flint.
Livsgnist til menneskers ild.
Hviler i kridt, danser på strand.
Synger din krystallinske sang.

Hvor gemmer du dig?
Vi graver efter dig.
Her hvor jorden er tynd

over det hvide kridt.
Vi går fire mandshøjder ned
og forfølger dig ud i gange.
Her bor de store lange knolde;
de bedste til prægtige økser!

Vi slæber dig op af flintminens skakt.
Om lidt skal du se dagens lys
ved arbejdets kraft, med redskabets ånd,
der hjælper sin trofaste ven.

Vi ser hinanden an.
Jeg prøver mig frem.
Gemmer du en dolk?
En økse eller en segl?
En herlig flækkeblok!
Til mange flækkeknive.
Med slagsten og hjortetak
går det ganske let for dig og mig!

Syngende sten, klingende flint.
Livsgnist til menneskers ild!



UROKSETYREN

Tjuren danser og hasselrakler blomstrer.
Bjørnen er vågnet og er gået på rov.

Det er tid for os at bryde op fra kysten
og flytte ind i den rige sommerskov.
Vi pakker skind og redskaber
og bærer dem ned til bådene.
Vi har glædet os så længe
til denne forårsdag.
Nu står vi op ad floden
med raske åretag.

Se, dér bag sivene ligger vores hytte,

dén som vi byggede sidste år.
Den er sammenfalden af vinterens væde,
en større oprydning forestår.
Ud at høste bark til gulv,
træ til stolper og rør til tag.
Her dufter stærkt af jord.
Luften er klar og frisk.
Vi sætter garn ud i strømmen
til søens mange fisk.

Hør nu, et tyrebrøl! Som var det et svar
på Åndemanerens kald.
Vi jubler over det gode tegn,
alt ser ud til at gå som det skal!
Hundene logrer og piber og gør,
de kan snart ikke vente mer’.
Pilene bliver smurt
med saft fra mistelten.
Nu lader vi hytte være hytte.
Af sted over stok og sten!

Vi farer igennem den lysåbne skov.
Nu hører vi hundene glamme.
De har sporet tyren og løber den op,
nu skal vore pile bare ramme.
Åh nej, se tyren har kurs mod søen!
Den tramper derud, går til bunds! Den er væk!
Nogle gange går det bare galt,
lige meget hvor hurtigt man spurter.
Og kvinderne må trøste os
med fisk og friske urter.


JÆTTESTUEBYGGERNE

Jeg ved du har drømt om en sten.
Ved du hvad det betyder?
Ligeså længe jeg var helligkvinde hér
har jeg ventet på din drøm, min ven.
Nu begynder byggeriet
af forfædrenes hus.
Vi skal finde og vække de sovende sten.
De, der kalder månen ved navn.

Send nu bud efter bygmesteren
som kender til hver en hemmelighed
om hvordan man vinkler bæresten
og fordeler trykket fra oven.
Om hvordan man kløver de store kæmper
og laver tvillingesten.
Hvordan man rejser og løfter dem
og låser dem til hinanden.

Send bud til nabo og ven.
Vi hjalp dem, nu hjælper de os
med at flytte de tunge sten,
samle ler og flint og masser af jord.
I aften når fuldmånen står op,
så lægger vi sigtelinjen
for indgangens mørke og udgangens lys,
for knoglernes indgang og åndernes udgang.
Vejen ind og ud af Jordens livmoder.

Vi trækker og skubber de store sten
på slæder og rullende stammer.
Hver sten har sin sjæl og får sin plads
i en ubrudt kædes ringdans
fra kammerets vægge og ud gennem gangen
og rundt om højen som randsten.
Og midt i gangen, en tærskelsten,
døren mellem verdenerne.

Indenfor sidder mureren.
Han hugger flade fliser til mellemrum.
Udenfor sidder hans hjælper,
folder birkebark ind, pakker efter med flint.
Nu kommer den første dæksten op
på et voksende stillads.
Vip op, skub ind. Vip op, skub ind –
tømmerstokke i fletværk løfter stenen.

Nu trækkes dækstenen ind over skinner.
Kæmpen svæver over kammeret.
Under skarp kontrol lirkes tømmeret ud,
løftestængerne holder den.
Nu sænkes den ned mod sine bæresten,
som tager imod den med et suk.
En lyd – og alle holder vejret –
og så ligger den på sin plads!

Regnvand skal ledes bort
så rummet står tørt til evig tid.
Over dækstenene bygges et tag,
bag væggene drænkanaler.
En skal af ler og mængder af jord,
lag på lag i en kæmpehøj.
En svanger mave i et landskab
der lyser hvidt af ildskørnet flint.
En svanger mave der venter på månen.



NEANDERTALERNE
Om neandertalernes møde med Homo sapiens.

Nu er de her igen,
de lysende forårsdage.
Og Den store Is har trukket sig
lidt længere tilbage.
Derude i det nye land
bor der ingen endnu.
Men i bække og floder bruser vandet,
og solens varme vækker landet.

Nu vandrer mammut og bison.
Vi er klar med friske spyd.
Vi har en ny mand iblandt os,
han kom vandrende fra syd.
Vi går op imod vinden
og lister os ind på flokken.
Vi gemmer os stille bag et pilekrat.
En for alle og alle for en, som én stor kæmpekat.

Sådan en bison er stærk.
Man skal støde præcist med spyddet.
Sådan en bison er tung.
Vi parterer den her på stedet.
Og samler kødet i skindet
og binder det op i en bylt.
Og så hjemad til bålet i hulen –
og freden, når maven bliver fyldt.

Den fremmede mand fortæller
en historie så mærkelig –
Han har mødt et helt nyt folk,
ganske anderledes end vi.
”De løber stærkt og kaster langt
med deres slanke spyd.
Og fra deres spinkle stemmer
kommer så dyb en lyd.”

”De er ikke nær så stærke som vi,
men vi jager det samme bytte.
Nogle af os får børn med dem –
lever sammen til fælles nytte.
Men jeg stoler ikke på dem.
De er snu og tager vores jagt.
Derfor drog jeg nordpå.
Pas på – og tag jer i agt!”

Nu er de her igen,
de lysende forårsdage.
Og Den store Is har trukket sig
lidt længere tilbage.
Derude i det nye land
bor der ingen endnu.
Men i bække og floder bruser vandet,
og solens varme vækker landet.