Tustrup

PÅ NORDDJURSLAND

Besøg storstensgravene og kultstedet ved Tustrup og hør en musikalsk fortælling fra de ældste tider.
I den smukke fredede natur på Norddjursland ligger fire stenbygninger fra bondestenalderen: to dysser, en stor jættestue med bikammer og, hvad der gør Tustrup til en helt særlig lokalitet, et kultsted. De ligger helt tæt på hinanden og har fungeret i et rituelt religiøst samspil for omkring 5.200 år siden.
Her vil jeg bringe vores forfædre til live i nye sange og foredrag. Mød neandertalerne, rensdyrjægerne, fiskerdrengene, urokserne, åndemanerne, pigen fra Ertebølle, pottekonen, flinthuggerne, jættestuebyggerne, m.fl.
Sangene tager afsæt i de arkæologiske fund, forskernes fortolkninger og min indlevelse i stenaldermenneskenes liv og hverdag.

Tustrup Jættestue. Foto: Hanne Methling

Der er to koncerter at vælge imellem og de varer begge ca. 1:30.
Kl. 13:00 – JÆGERSTENALDER
Hør om neandertalernes møde med Homo sapiens. Følg rensdyrjægerne på tundraen efter istiden. Landet springer langsomt i skov og her møder vi Maglemose-jægerne på deres sommerboplads og på uroksejagt. Hør om Kongemose- og Ertebøllefolkets liv ved kysterne og fjordene. Frem til jægernes møde med bønderne sydpå.
Kl. 15:00 – BONDESTENALDER
Den tidlige bondekultur har præget landskabet med storstilet byggeri af langhøje, dysser og jættestuer. Hør hvordan, vi tror, de byggede dem. Mød åndemanersken, og pottekonen der fremstiller et offerkar. Følg med flinthuggerne ned i flintminen. Og med klanen, der må flytte efter ny jord at dyrke. Hør om de gådefulde stendyngegrave og om yamnaia-folkets indvandring.

Vi mødes på parkeringspladsen ved udstillings- og informationshuset.
Først vil jeg vise rundt og fortælle lidt om Tustrups storstensgrave og kultsted (i al slags vejr, så tag paraply eller regntøj med).
Derefter er der koncert. I tørvejr holdes koncerten i Jættestuen. Den mangler dog en dæksten og det øverste af højkonstruktionen, så regner det, bliver det på den overdækkede terrasse i Udstillings- og informationshuset. Under koncerten er der underlag at sidde på, men du opfordres til at gøre dig det mageligt og tage en klapstol med, samt lunt tøj på.

Tustrup Jættestues kammer. Foto: Hanne Methling

Arrangementet henvender sig til voksne, unge og store børn.

Entré pr. koncert: Voksne 60 kr. Børn under 16 år: 30 kr.
Forsalg
 på tlf.: 30826013, evt. sms. Eller mail: hannemethling@hotmail.com.
Først til mølle ved betaling. Der kan være op til 36 tilhørere ad gangen.
Mere information på tlf.: 30826013

Kultstedet i Tustrup. Foto: Hanne Methling

Find vej: Gl. Fjellerupvej, overfor nr. 21, 8961 Allingåbro.
Se Google Maps: 
56.491202, 10.512425
Offentlig transport:
Bus 213, til Skovgårdevej/Mejerivej i Nørager og gå 1,6 km.
Eller Flextur.
Parkering og offentligt toilet: ved Udstillings- og informationshuset.

    De to runddysser ved Tustrup. Fotos: Hanne Methling

De fire bygninger fra bondestenalderen ligger helt tæt. Foto: Hanne Methling

    
Udstilling og informationshus med terrasse. Fotos: Hanne Methling